torsdag den 18. marts 2010

Selviscenesatte digitale fotografier

For at arbejde mere med de digitale medier, har vi fået til opgave at konstruere fem selviscenesatte digitale fotografier, hvor vi selv skal indgå på den ene eller anden form.
Selve emnet for billederne var "Liv", og jeg valgte efter en brainstorm at vælge undertemaet "Graviditet". Endnu en brainstorm og en indsamling af visuelt råstof ledte mig frem til ideer til fem billeder, nemlig "Frustration", "Hustruvold", "Køleskab", "Mavebillede" og "Omsorg".

Selve arbejdet med disse digitale fotos har været spændende, men det har krævet et stort arbejde at sætte sig ind i det digitale billedbehandlingsprogram, og selve arbejdet med at redigere billederne har været en langsommelig proces, synes jeg. Jeg er dog godt tilfreds med resultatet, og jeg kunne sagtens se mig selv bruge denne opgave (måske med lidt færre billeder dog) ude i folkeskolen, da det jo er noget, der i dén grad appellerer til eleverne.

"Frustration"

"Hustruvold"

"Køleskab"

"Mavebillede"

"Omsorg"

onsdag den 17. marts 2010

Selvportræt med neocolor

Jeg har længe gået og samlet mod til at lave et selvportræt med neocolor og olie pastel, men (igen pga. min perfektionisme og selvkritik) har ikke rigtig turdet begive mig i kast med projektet.
Det gjorde jeg dog for kort tid siden og efter blot halvanden time, var jeg nået frem til et resultat jeg faktisk var ganske godt tilfreds med - en super lækker følelse.
Jeg kan rigtig godt lide at arbejde med disse to typer af "tørre farver", fordi de er så lette at lave flotte og virkningsfulde skygger med. Farverne blander let, og man kan være meget ekspressiv, hvilket jeg også har valgt at være med farvevalget i mit selvportræt.


Den løbende udvikling af portrættet, der i den grad er flottere i virkeligheden.

Maleri

Hjemme har jeg også arbejdet med forskellige former for maleri. Det er en noget mere langvarig proces end f.eks. tegning og arbejde med neocolor, men jeg er blevet rigtig godt tilfreds med de endelige resultater af mine anstrengelser.
Det første maleri har jeg fundet inspiration til under et museumsbesøg på Arken, hvor jeg for nogle år siden så en udstilling, "Drømmetid", med aboriginalkunst. Jeg syntes simpelthen at det var en facinerende teknik, de anvendte til at male, så jeg ville prøve selv at forsøge mig med denne "prik-kunst". Derfor er dette maleri malet udelukkende ved brug af akrylmaling og tandstikker (som pensler). En meget langsommelig og til tider møgirriterende proces, der dog er blevet flot til slut. Jeg er endnu ikke sikker på, hvordan maleriet skal vende, men det må tiden jo vise mig.

"Prik-kunst", akrylmaling

Jeg har desuden arbejdet med oliemaling, og resultatet heraf blev min "Flødeskumsand". Dette har også været en langsommelig proces, men jeg har fundet denne type maling noget lettere at arbejde med en akrylmaling. Igen kommer det jo an på malerens tålmodighed :o)

"Flødeskumsanden", oliemaling


Gipsskulptur

Jeg har selv hjemme forsøgt mig med at lave en gipsskulptur. Det er endnu en ting, jeg aldrig har forsøgt mig med, så derfor var det lidt med abe-metoden (prøv dig frem), jeg begyndte. Jeg valgte at bruge en gammel mælkekarton som støbeform, fordi jeg havde en ide om, jeg gerne ville lave noget, der kunne minde lidt om et højhus i forfald.
Min bagtanke med dette var at vise, hvordan vi som mennesker i dag bygger store smukke facader op omkring os selv, men at disse ofte er ormeædte, falske og undervejs mod nedbrydning.
Til slut har jeg poleret figuren med læderfedt (dog ikke den "bløde", pudelignende sokkel).





Lerskulptur

Jeg har også forsøgt mig med nogle hurtige ti-minutters skulpturer. Det var en rigtig sjov opgave (nok igen fordi det var med ler og ikke tegning), selvom den også udfordrede min perfektionistiske hjerne, og herunder ses så resultatet af mine "hurtige anstrengelser".




Arbejde med ler

En del af skulpturarbejdet har bl.a. været at forme skulpturer i ler. Jeg var i praktik en stor del af tiden, hvor resten af mit hold beskæftigede sig med ler, så derfor her jeg selv måttet lave min "figurmaskine"-skulptur hjemme. Kravet lød, at den skulle bestå af to forskellige væsener / ting, og jeg har valgt at lade min skulptur have både lidt elefant, menneske, fugl og fisk. Man behøver jo ikke at være kræsen :o)

Selve arbejdet med ler er noget, jeg nyder meget. Det har altid været noget, jeg har kunnet lide, og derfor faldt arbejdsprocessen nok også lidt lettere for mig end f.eks. arbejdet med grafisk tryk.








Skoskulptur

Et af arbejdsområderne i faget billedkunst er skulpturer. Arbejdet med skulpturer behøver ikke kun at omhandle selve det skulpturelle, da man jo sagtens kan arbejde videre med de skulpturer, man får lavet. Jeg har her demonteret en damesko, og sat den sammen på en ny måde, så den får et væsentligt andet udtryk. Herefter har jeg lavet en blyantstegning af selvsamme skulptur for igen senere at lave en neocolor /olie pastel tegning af skulpturen. Altså en længere arbejdsproces, men med nogle flotte resultater, synes jeg.


Dameskoen inden jeg gik igang


Skoskulpturen, dog inden den blev spraymalet postkasserød



Skoskulpturen tegnet med neocolor og olie pastel

Filmproduktion

Her har jeg forsøgt mig med at lave en stopmotion film med det overordnede emne "Kropssprog".
Det var en langvarig proces, men i dén grad spændende og udbytterigt at prøve at lave en sådan film. Først skulle jeg lave et storyboard over handlingern, dernæst skitser til mig selv, så kom selve figurerne, opstillingen af optagerummet, arbejdet med fotograferingen og til slut selve redigeringen. Der var meget at holde styr på og meget at lave, men jeg er godt tilfreds med både arbejdsprocessen og også med selve resultatet, der nu er at finde på internetsiden, Youtube.com

Ecoline og kul


Af og til bliver vi sat til at tegne forskellige opstillinger igen med forskellige materialer, og her har jeg ganske kort forsøgt mig med en hurtig kulskitse af et par herresko og en enkelt pærer. For at give skitsen et twist har jeg piftet det hele op med lidt orange og sort ecoline.


Surrealistisk selvportræt

En hjemmeopgave lød på at lave et surrealistisk selvportræt, og det gjorde mig jo nødsaget til at lære min computer bedre at kende - om end ikke andet så i hvert fald at lære programmet Paint Shop Pro bedre at kende.
Jeg har aldrig brugt min computer til meget andet end at skrive på, så dét at skulle lære at arbejde med digitale fotos var udfordrende og meget spændende. Andre studerende valgte at dreje og deformere deres ansigter, men jeg valgte i stedet at arbejde med flere billeder i forskellige lag. Derfor endte mit selvportræt med at være en masse små billeder, der repræsenterer de ting, jeg bl.a. godt kan lide, frygter, ikke bryder mig om, og som er med til at styre mig liv. Baggrunden blev en efterårsskov, da jeg elsker efterår, skoven og i særdeleshed de farver og oplevelser man ser på en tur i skoven i efteråret.



Surrealistisk selvportræt

Kul og kridt

I arbejdet med collager og linoleumstryk var vi jo som nævnt igang med et "fugle-tema", og vi blev derfor udfordret til at tegne forskellige fugle på forskellige måder - altså med forskellige materialer så som kulstift, kridt og farvekridt. En af de fugle, jeg bl.a. tegnede var denne krage.



Det udfordrende i opgaven var for mit vedkommende, at vi ikke måtte bruge mere end et par minutter på hver fugletegning, og for en "nusse-tegner" som mig, der sagtens kan bruge et par timer på mine gennemarbejdede tegninger, var det ikke let at skulle skynde sig sådan. Så jeg fik virkelig udfordret min egen perfektionisme med denne opgave.....lidt irriterende var den godt nok. Herunder er et par eksempler på kul- og kridttegninger.

Kultegning

Kultegning

Kridttegning

Collage, acetattryk og linoleumstryk


I september gik vi igang med at lave forskellige collager med fugle som det primære motiv. Disse collager skulle senere bruges til at lave linoleumssnit over.
Jeg synes ikke, det var decideret let at lave en collage, da jeg aldrig havde prøvet det før, men jeg gik til opgaven med løftet pande, og en collage med en lille fugl så også dagens lys.




Endnu sværere fandt jeg det at lave et linoleumstryk, og jeg mangler i den grad stadig at øve mig, så jeg engang kan få lavet et ordentligt tryk af min fugl. Men men men, det resultat jeg i september fik ud af mit linoleumstrykkeri er følgende:



I løbet af trykkeprocessen fik vi også forsøgt os med at lave acetattryk, hvilket ikke var særlig let. Igen var motivet en fugl, men hvordan resultatet er blevet, ved jeg ikke, hvad jeg skal synes om. Det kræver stadig mere arbejde og mere tid for mit vedkommende.




Tegning

I løbet af året har der været forskellige tegneopgaver, for at kunne arbejde med lys og skygge og give tegningen dybde og liv vha. de forskellige skraveringsteknikker, krydsskravering, formskravering og tonetegning.
Jeg var først en smule spændt på, om jeg nu havde styr på teknikkerne, men det har med tiden vist sig, at jeg har det bedst med at bruge alle teknikker samtidig - ment på den måde, at jeg ikke kan fremstille en tegning uden af have anvendt alle tre teknikker.
Der er i min portfolio også tidligere eksempler på blyantstegninger, og her følger et par tegninger af et hjørne i mit tidligere køkken - én skitse og en rentegning.


Skitse



Rentegning